Familien fra Gammelbro

En kort Fortælling om Begivenhederne i Felten fra d. 10 de December 1863, da jeg blev indkaldt til at møde i København for at gøre Tjeneste som Soldat ved 22 de Regiment, da Fjenden truede med at overrumple vort gamle elskte Danmark.

Nu som sagt blev jeg indkaldt den 10. dec, hvorpå jeg rejste fra min familie og mit hjem natten mellem den 7. og 8. dec til Ribe, derfra til Kolding, Snoghøj til Middelfart, hvor jeg og nogle flere soldater straks lejede en vogn over Odense til Nyborg, hvor vi ankom den 9. om morgenen kl. 5. Der måtte vi opholde os til om eftermiddagen, inden vi kunne færges over til Korsør, og derefter drog vi straks med toget til København, og kl. 11 om aftenen kom vi ind til byen, hvor vi til nød og næppe dog fik kvarter den første nat.

Næste dag meldte jeg mig til tjeneste, hvorpå jeg straks blev antagen og fik også fra denne dag lønning og brød, men kvarter måtte jeg selv sørge for, da kasernerne var besatte i forvejen, og tillige måtte jeg også gå i mine egne klæder.

Første juledag blev der udleveret tøj om eftermiddagen, men om formiddagen blev regimentet samlet og opstillet for at sværge til vores nye konge, Kong Christian den 9., det var i stedet for gudstjeneste, og de andre julehelligdage højtideligholdt vi på lignende måde, de fandt endogså på at ville øve os en smule i eksercits, dermed gik tiden for os indtil den 30. dec, da havde vi modtaget hele vor mundering og var også blevet bevæbnet, da kom ordre om formiddagen kl. 9, at vi skulle afrejse over til det slesvigske for at modtage fjenden, som vi frygtede snart ville prøve at overbryde Flensborg, og omtrent en time efter sejlede det under blodrøde Dannebrog ud af havnen med 800 mand, det halve af 22. regiment; efter at den omkringstående mængde havde ønsket os en lykkelig rejse, blev der svaret med et rungende hurra for kongen og fædrelandet. Der var ikke en eneste, som sorgen sås på udvendig, men jeg tvivler jo om, der var noget på hjertet, da de fleste var familiefædre. Derpå afrejste vi fra København.

Næste dags formiddag blev vi sat iland ved Flensborg, der blev vi opstillet på en plads, og kl. 3 om eftermiddagen blev vi indkvarteret i byen, der spiste vi nytårsaftensmåltid; vi mente, at vi skulle have bleven der for en tid, men den 1. januar 1864 om eftermiddagen fik vi ordre til, at vi skulle afrejse næste morgen kl. 7 til en by, som kaldes Sønderbrarup, der ligger inde i Anglen tæt ved Kappeln 4½ mil sydøst for Flensborg. Det var den førstemarchtur vi prøvede; det var en hård vinter med sne på jorden.

På grund af at vi ikke var vant til den svære bepakning, så var der mange, som måtte lægge sig i vejgrøften, men de fleste fik de vogne til og de kom med til bestemmelsesstedet næste morgen; efter rygter fandt de rigtignok to som de ikke havde fået opsamlet om aftenen, men de var naturligvis døde.

Efter vi om aftenen omtrent kl. 7 nåede Sønderbrarup og var ganske svedig, da måtte vi stå eller rettere lægge os i sneen en halv times tid på grund af udmattelse, før vi blev anvist kvarter; så måtte vi atter gøre en lille spadseretur til en by, som hedder Brebel, som omtrent å en lille halv mil vest for den førnævnte på grund af, at der ikke var plads til hele regimentet i S.Brarup. Der blev vi 30 mand indkvarteret i kroen, hvor vi fik god spise, og ville vi have mere, var der nok at købe. Der måtte vi for første gang ligge i halmen, men vi lå dog inde i en stor dansehal, hvor der var nogenlunde varmt; næste morgen, som altså blev den 3. jan.

Omtrent kl. 9 blev regimentet atter samlet i S.Brarup for at skulle omkvarteres, så måtte vores kompagnimarchere til en by, som hedder Feurløv, som ligger en mil øst for S.Brarup lige ved Kappeln, der måtte vi atter tage halmen til takke, og der begyndte de atter at øve os i eksercits, som vi syntes faldt os lidt besværligt, da vi mente, at vi engang havde lært, hvad vi skulle; men der forblev vi heller ikke længe, thi den 6. jan fik vi ordre til at afmarchere til en by, som kaldes Waageirødt? en mil nordvest for sidstnævnte by, der blev jeg indkvarteret et sted, hvor der lå 8 mand; der kom vi i seng om natten, den var rigtignok kun simpel, men dog bedre end det bare halm. Vi fik også god spise, da det var flinke folk.

Der forblev vi en uges tid og havde øvelse hver dag indtil den 27. jan, da rejste vi til Langballeskov, som ligger 1½ mil øst for Flensborg. Der afleverede vi holstenerne som skulle til København. NB 22. regiment bestod af ene holstenere, før jeg blev indkaldt, og da de nu ikke stolede godt på dem, hvis krigen skulle udbryde, så sendte de dem bort.

I Waageisrødt forblev vi kun et par dage, så måtte vi på rejsen igen omtrent samme vej, men vi kom nærmere Dannevirke, netop til en by, som hedder Steinfeldt og som ligger ca. 2 mil nordøst for Slesvig; der blev jeg og Jørgen Mortensen fra Jedsted ene to indkvarteret på et sted, hvor vi havde det bedste kvarter, som vi har haft, siden vi rejste fra hovedstaden; men det gode varer sjælden længe, det måtte vi også bekende her; thi natten til den 1. feb. netop som vi lå og sov i en god seng, da blev vi omtrent kl. 2 alarmeret og straks skulle møde ved kaptajnens kvarter.

Vi kom naturligvis af kassen, det første vi kunne og kom i klæderne og tillige fik tornystret på ryggen; thi ordren var denne, at krigen var udbrudt; nu blev hele regimentet jo samlet, og hvad talen denne morgen mellem os rekrutter lød på, det behøver jeg vel ikke omtale, vi vidste jo, hvad der forestod.

For det første fik vi nu hver et brød i brødposen, og så måtte vi til at afmarchere, men hvorhen vidste vi ikke; thi det var bælgmørkt, men omsider blev vi opstillet på en mark tæt ved en by, som kaldes Guederød, omtrent lige nord for Mysunde.

Her oplæste bataillonskommandøren for so, at vi nu stod på feltfod, og at den tid nu var kommet, da det gjaldt liv og blod for kongen og fædrelandet, og derpå holdt han en smuk tale for os og ønskede at 22. regiment måtte hævde den plads med ære, hvor det tilkom dem. Dernæst blev der udbragt et leve for konge og fædreland, og siden for vore officerer. Dermed gik tiden hen til middag, da vi stod i reserve; da begyndte kanonerne fra Mysunde at tale om, hvad der var på færde, fjenden var naturligvis bleven blodtørstig, men da der ingen ordre kom til os, at vi skulle rykke frem, for vore slog dem straks tilbage, så fik vi lov til at marchere hen til Guederød, hvor vi første gang fik natural forplejning.

Om aftenen kom der atter ordre til, at vi skulle flytte hen til en anden by, som hedder Rauvnkjær, som også ligger ved Kappeln; thi der frygtedes for et angreb, at fjenden ville gå over Slien. Der lå vi også i reserve, for 2. regiment lå foran os; der kom vi til kl. 10 aften. Nu var der ikke mere tale om at komme af klæderne, vi måtte mest opholde os under åben himmel fik vi engang imellem lov til at komme i hus og kunne komme til at hvile os i en lade i en smule halm, så måtte vi jo alle tider beholde tøjet på og ligge med geværet i armen, men det meste af tiden måtte vi stå under gevær både nat og dag, indtil den 5. februar om aftenen kl. 7, da vi skulle modtage nyt feltråb.

Efter vi havde stået opstillet en times tid, da blev der kommanderet: med sixtion? ved højre sving! March! Nu troede vi, at vi skulle have været i forposttjeneste, men da vi havde marcheret en times tid, da bemærkede vi, at vi var på vej til Flensborg, men ingen vidste, hvor vi skulle hen, eller hvad det skulle betyde. Da vi havde gået til over midnat, begyndte der nogle at ville tilbage, som gerne var tilfældet, når vi havde marcheret et par mil, så mente de, at de kunne komme bagefter, men da bemærkede batillonskommandøren, at de måtte med ellers faldt de i fjendens hænder og tillige fik hvil en times tid i en præstegård; der rejste vor batteri forbi os, som førte til vores brigade, som også lå ved Kappeln; da mærkede vi jo, hvad der var på færde, at Slesvig skulle rømmes, som vi mente, at det var en ordre fra stormagterne. Denne tro blev vi i for en kort tid, og mente at det hele snart var forbi.

Omsider nåede vi en by, som hedder Husby, som ligger en mil øst for Flensborg. Lige i dagbrækningen gjorde vi holdt en times tid ved en stor kro, der var vi samlet med 2. regiment og 11. batteri. Der fik vi et stykke brød og en snaps og så på rejsen igen efter Flensborg, som vi kom til omtrent ved middagstid, der havde vi atter et par timers hvil. Der stod flere regimenter på gaden, som også marcheret hele natten; der fik vi først vished om Dannevirkes rømning. De dansksindede borgere i Flensborg beviste os den godhed og kærlighed, som stod i deres magt, de fleste af os fik spise og drikke frit; men der var jo et røre både mellem befolkning og soldater over Dannevirkes rømning; thi ingen vidste, hvad årsagen var dertil. Vi havde marcheret omtrent 6 mil, men vi måtte atter på rejsen videre nord på et par mil med Aabenraavejen, men da vi kom uden for byen begyndte kanonerne atter at larme syd for byen, så forstod vi, at fjenden ikke var langt borte, det var nemlig 1. og 11. regiment, der var i kamp med dem for at opholde dem, at de ikke skulle omgå os og tage det hele til fange, thi de havde allerede taget nok ved Dannevirke, det vil sige af vores skyts.

Nu som sagt, da vi var kommen det stykke vej nord for Flensborg, så drejede vi af med en markvej til højre, og da vi havde gået en times tid, kom vi til en by, hvor vi skulle blive natten over. Hvad byen hed fik jeg ikke at vide, men det ved jeg, at enhver af os trængte til hvile efter at have gået 8 mil med fuld oppakning. Da vi kom dertil, var det midnat; ét kompagni blev vi indkvarteret på stedet, men det eneste vi kunne få, var en smule mælk og vand, det var ikke for godt til os efter så streng en tur; men vi søgte jo at komme til at hvile os, det første vi kunne, vi kom ind i en lo, hvor der lå nogle knipper halm, som vi skulle have til seng, men jeg tillige med nogle flere klatrede op i et "Kworngwol", hvor der var fyldt med byg, der lagde vi os i bygnegene, men det varede just ikke længe, thi kl. 2 blev der blæst appel, og vi måtte straks ud, det kunne jo heller ikke vare så længe, for klæderne havde vi jo på, tornystret sad på vor ryg, og geværet lå i vor arm. Det var hvilen vi fik denne nat.

Efter disse to timers hvile vi atter, hele regimentet, opstillet, og der stod vi så til om morgenen omtrent kl.9. Det var fastelavnssøndag, ingen måtte forlade geleddet; at få noget at spise var der ingen tale om, hvem der ikke havde noget i brødposen, og den begyndte jo allerede at blive let for de fleste, da vi nu allerede havde marcheret siden fredag aften.

Nu mente vi, at vi skulle til Als, thi det var sagt os, og vi marcherede og til højre efter Sønderborg til, men da vi nåede landevejen, måtte vi svinge til højre i stedet for til venstre, som var efter Sønderborg, så måtte vi marchere tilbage til byen Hønsnap en mil nær Flensborg; der måtte vi i forposttjeneste for at dække tilbagetoget; der kom hele armeen forbi os denne dag; vi måtte stå der hele dagen til om aftenen, til det var ganske mørkt. Vi fik ikke andet at spise end et stykke røget flæsk. Det var en streng vinter med sne på jorden, fødderne var både ømme og kolde; thi vi måtte stå i sneen til midt på benene; dermed gik fastelavns søndag, da armeen var forbi, og vi mærkede ikke noget til fjenden, da var klokken hen til 6; da måtte vi ud at undersøge et par byer for sikkerhed, før vi skulle bag efter de andre; da klokken var hen imellem 7 og 8 begyndte vi atter at afmarchere efter Sønderborg, mente vi da; men ak, hvorledes så det ikke ud på vejen efter denne retirade, det var rigtignok nat, og fastelavn er jo gerne mørk, men vi kunne dog se mange ting på sneen, snart lå der en vogn og var væltet og knust, af og til stod der en kanon i vejgrøften, som de var rejst fra, så å der en væltet ligeså bagagevogn, krudtkærrer, tornystre, alle slags krigsapparater var vejen spærret med, så det var næsten umuligt at passere den, folkene tabte vi de fleste af grund af udmattelse. Spise fik vi ikke andet af end hvad vi kunne erobre under vejs fra bønderne, og det blev kuns lidt, for folkene så noget ilde til os de fleste steder vi kom ind.

Det var nu altså den tredie nat vi havde marcheret i træk og ingen hvile og søvn havde vi fået; kulde, sult og frost havde vi døjet; men enhver, tror jeg, gjorde over sin evne for at kunne komme med. Hen over midnat nåede vi til Gravensteen og videre til Nybøl, vores mening var jo at komme til Sønderborg før vi skulle sove, men det fristede os, da vi var kommet forbi Nybøl, da blev der kommanderet, at vores regiment skulle afmarchere til venstre fra landevejen; nu var håbet til ende om at komme til Sønderborg, nu marcherede vi ned gennem byen Dybbøl og videre til en anden by, som hedder Ragerbøl. Omsider blev vores kompagni opstillet i en gård, omtrent da kl. var 3 om natten.

Nu kunne en lille søvn og noget godt at spise just ikke have været det dårligste, men ingen af disse dele stod for os denne nat. Nogle kom straks på post og måtte stå vagt, jeg ved ikke om der var nogle, som fik noget halm at ligge i, jeg ved, at jeg sad på en bænk til morgenstunden, det var hvilen jeg fik denne nat. Spise var der ikke tale om, at vi kunne få, thi folk påstod, at de ikke havde noget til dem selv, for de var ved at føre bort af huset alle slags, hvad de havde, thi de frygtede for et sammenstød én af dagene.

Omsider blev det dog dag, og det var jo altså fastelavnsmandag; nu blev kompagniet opstillet og talt, men den var kun lille, for vi manglede 122 mand af vor kompagni, vi var kun omtrent 60 mand tilbage. Da kaptajnen havde os opstillet, vi som var tilbage, da gjorde han en smuk tale for os og takkede enhver som havde gjort sin pligt og fulgt ham på den anstrengende retirade.

Nu blev vi atter udkommanderet i forpost, skønt maven var tom, og benene stive, det var jo ikke videre behageligt; vi var kun svage og kompagniet lille, hvis vi skulle modtage fjenden, men vores våben og ammunition havde vi i orden, og på denne måde drog vi i forpost, og en liden del af os kom i vedætkæde?. Resten stod til afløsning og blev opstillet ved et gærde, som var det husly vi fik denne dag og nat til om anden dags middag til vi igen blev afløst. Det var snefog hele tiden, vi lagde os i sneen for at hvile os, men for at vi ikke skulle synke helt under i sneen, så tog vi vores sabel og huggede en del grene af gærdet, og der havde vi vores natteleje på.

Det var den fjerde nat i træk, men om eftermiddagen da vi kom på forpost igen, da blev vi udleveret et halvt pund (250g. kommentar) røget flæsk, nogle kiks og ½ pægl brændevin til hver mand. Rugbrød var det ikke muligt at få, det var den strengeste nat, jeg endnu har oplevet i hele mit liv; vi var alle stive af kulde og udmattede af sult, at når vi lagde os, var det næsten umuligt, at vi kunne rejse os selv. Det var altså torsdag middag, at vi blev afløst af forpost af 5. kompagni, og så marcherede vi igen til Ragebøl, der så det endnu mere øde ud end dagen i forvejen, thi nu var næsten alle beboerne rejst fra deres boliger, og nu var vi jo selv herrer i huset, men det værste var, at der var ikke meget at råde over, men halm var der da, og nu var der også plads, at ?? kunne få os en søvn; men først måtte vi jo sørge for at få noget at spise.

Straks vi kom ned til byen fik vi atter udleveret et halvt pund flæsk, men ingen andre ting, og det var just ikke behageligt at spise det bare flæsk; så måtte vi jo ud i byen for at se, om vi ikke kunne erobre noget; nu fandt vi også nogle kartofler, samt både gryder og pander; nu måtte vi til at koge og stege og lave mad det bedste, vi kunne. Omsider fik vi hver en god portion kartofler og flæsk, og dernæst fik vi fat på noget halm og så til at sove, som vi jo også kunne have behov; nu lå vi der til om anden dags middag, så blev regimentet atter samlet og skulle til at marchere ind på Als, thi vi blev afløst af 5. regiment.

Da 6. kompagni af vores endnu stod på post og havde ikke mærket noget til fjenden, førend under afløsning, da trådte de frem, og de måtte til at veksle nogle skud med dem, men som dog ikke blev til videre; vores havde tre sårede.

Nu var klokken omtrent 2 og det blev jo altså den 10. februar, da vi for første gang rejste ind på Als. Her så det ikke ud til fredelige hensigter, for der arbejdedes på skanser, palisader og ved brohovedet, alt så krigsarrigt ud. Altså kom vi nu ind til Sønderborg; der kom en del til os igen af dem, som var bleven tilbage på vejen, men vi marcherede lige igennem Sønderborg og havde ikke holdt, før vi kom en mils vej uden for byen; men det var kun for at hvile os, thi mad var der ingen, som havde noget af. Vi skulle rejse til en by, som hedder Jekstrup, og som ligger et par mil inde på Als, og vi kom dertil omtrent til midnat; nu var hele vores retirade til ende, og nu kunne vi jo vente en smule hvile for, hvad vi havde døjet. For det første blev vi nu indkvarteret hos en mand, jeg husker ikke, hvad han hed, når det ikke var djævlen selv; halvanden ??? havde han kun, og vi blev omtrent 200 mand indkvarteret hos ham; vi blev jo henvist til laden, hvor der lå noget halm; dette skulle være vores nattekvarter; det var jo ikke at tænke andet, da vi var så mange på et sted. Vores naturalforplejning måtte vi tillave ude på marken i sneen, og der måtte vi også spise. Halmen vi lå i, blev ganske vådt af sneen, som fulgte ind med støvlerne, så det var næsten ikke til at ligge i, men alligevel måtte vi opholde os derude i laden både nat og dag, for han ville ikke have os ind i stuerne.

Nu forblev vi 5 dage hos denne mand, så måtte vi på rejsen igen efter Sønderborg, som altså blev den 16. februar, og da vi kom til Sønderborg, så blev vi _ 800 mand _ indkvarteret i kirken; nu blev der glæde for os, thi der kunne vi få rugbrød, (som vi næsten ikke havde fået af, siden vi var i Flensborg). I kirken sov vi nu i tre nætter, og om dagen var der altid beskæftigelse; vi måtte ud at arbejde ved skanserne, og dette arbejde betød at nedbrække gårde og huse, at jævne gærder og hvad som helst der kunne være fjenden til fordel og dækning ved et angreb på skanserne. Det så i det hele sørgeligt ud, folkene måtte forlade deres huse og hjem, som for en stor del var yndige boliger, og se det nedrevet og ødelagt af andre. Kornet blev udspredt i dynger på sneen og nedæltet i jorden, altsammensnasket, som det bedst kunne.

Den tredie dag lå vi i reserve, hvis fjenden skulle rykke frem, som han også gjorde. Hen kl. 1 eftermiddag kom der ordre, at fjenden var rykket frem mod vore feltvagter, og at reserven straks skulle rykke frem, og vi marcherede nu over broen fra Sønderborg og op med landevejen efter Dybbøl Mølle i den mening at understøtte vores forposter, men inden vi nåede så vidt, kom der ordre, at fjenden var slået tilbage, og at reserven måtte marchere i kvarter igen, og vi vendte straks tilbage til kirken igen, hvor vi forblev til anden dags morgen, da vi igen skulle i forpost i tre dage; den første dag på feltvagt, den anden i skanserne og den tredie i____, i disse tre dage blev der af og til vekslet skud imellem vores vedætkæde og fjendens; nogle sårede og døde havde vi hver dag, men dog ikke ag betydning, indtil den sidste dag, da vi skulle afløses, som nu altså blev den 22.februar, da kom der en ordonans om morgenen kl. 7 med ordre, at fjenden rykkede frem.

Vores kompagni lå i en gård i Dybbøl by, som lå i den vestre ende af byen; vi havde der fået lov at lægge vores tornyster og vort tøj; det fik vi naturligvis på det første vi kunne men før vi kom ud af huset, kom fjendens kugler ind af vinduerne til os. 18. regiment, som var på feltvagt, og som nu allerede havde begyndt at modtage fægtning, blev nu straks understøttet af 22. regiment; men da fjenden rykkede så voldsom frem, og vi var kun de to regimenter imod dem, så måtte vi trække os tilbage for at modtage understøttelse fra skanserne, og efter to timers skyde-fægtning begyndte prøjserne at modtage hilsener fra vore skanser, og det var granaterne, som bød dem godmorgen nede i Dybbøl by; jeg ved ikke hvorledes preuserne syntes om dem, det var vist ikke videre godt, thi de begyndte straks at trække sig tilbage og vi beholdt valpladsen; det var første gang jeg hørte kuglerne hvine omkring mig med deres dræbende lyd, og tillige var det også første gang, at jeg hørt granaterne brumme over mit hoved; men det blev ikke den sidste; men jeg slap gud ske lov godt derfra, skønt vi tabte mange, især af 18. regiment. Vores regiment havde omtrent 100 døde og sårede.

Da vi nu igen begyndte at gå fremad, blev vi afløste af 10. regiment, og så trak vi os tilbage til en by der hedder Broballe, og som ligger tæt ved Nordborg; der blev vi i seks dage og så på forpost igen og så fremdeles; 6 dage ud og 6 dage ind på Als igen; hele tiden vekslede vedætkæderne skud imellem hverandre, døde og sårede havde vi hver dag.

På denne måde gik det nu indtil d. 15. marts, ligesom vi blev afløst af forpost og skulle ind og ligge i skanserne, da åbnede fjenden for første gang deres batterier fra Broager; nu kunne vi ingen steder være sikker længere, når vi var uden for Sønderborg.

Den 17. marts skulle vi atter afløses og ind på Als igen, men da havde vores regiment held med sig, thi lige som vi blev afløst, da kom det til et slag, som varede fra kl. 10 om formiddagen til om aftenen, efter at solen var nede. Da vi marcherede over broen til Sønderborg sendte de rigtignok nogle granater efter os, men Herren var imellem os og granaterne. I dette slag var 4., 5., 7., og 8. regiment hele dagen i ilden; der faldt mange, men vores beholdt alligevel valpladsen. vi kom denne dag ind at ligge i en by, som hedder Lamberg; der kunne vi overse det hele; derved gik det nu indtil påsken, da vi atter var på forpost; naturligvis - granaterne blev de ved at sende fra Broager.

Påskelørdag lå vi ca. 100 alen nær skansen nr. 2 i løbegravene, da faldt der 306 af Preusens granater i denne skanse, men dog uden videre tab for vores.

Om aftenen kl. 9 kom vi ind til Sønderborg og skulle ligge der om natten; påskedags aften måtte vi atter ud igen; da måtte jeg og nogle flere i vedætkæde; om eftermiddagen og om aftenen var det stærkt regnvejr; hen på natten klarede det op og hen over midnat begyndte det at fryse, og det blev klart måneskin. Nu, altså om aftenen blev vi udsat i vedætkæde, omtrent i 300 alens afstand fra fjendens vedætkæde, nogle af hver regiment af 2., 10., og 22. havde denne nat vedætkæden. Alt forholdt sig roligt indtil om morgenen kl. 3, da jeg igen stod på post, da blev i afbrudt i vores rolighed, thi fjenden rykkede frem og begyndte at fyre imod vor kæde, som naturligvis blev bevaret, men da de brød frem i store kolonner, så var der jo kun ringe udsigt for en tynd vedætkæde, og så måtte vi jo snarlig trække os tilbage, men med modstand.

De øvrige lå inde i løbegravene imellem skanserne, og før de kom os til hjælp, blev jeg og nogle flere omringet af fjenden; nu var der kun ringe udsigter, thi de var vel 10 imod én af os, og det var jo ikke muligt at bane sig vej igennem dem; nu var der kun kort betænkning; hvis vi ville redde livet, skulle vi overgive os i fjendens hænder, og hvor nødig vi ville, måtte vi jo straks tage en beslutning, og jeg tillige med 7 andre blev i dette øjeblik taget til fange. Vi blev nu afvæbnet og skulle rejse med preusserne, men nu begyndte vores at vågne fra skanserne, så vi endnu stod i fare, indtil vi kom ud af skudvidde; vores kugler og granater og kardasker? kom ind imellem os, og preusserne faldt i dynger; men Herren var med os. Nu var jeg som sagt afvæbnet og kunne ikke deltage længere med mine kammerater i kampen

For det første blev vi nu ført til Nybbøl og kom ind i en vagt, som Preussen havde, der forblev vi til om eftermiddagen; så måtte vi derfra og til Gravensteen; der kom vi til flere af vore, som var bleven fangne; vi var i det hele 62 mand, som var bleven tagen denne dag. Der blev vi nu natten over, vi fik ikke det mindste, hverken spise eller drikke; om natten måtte vi ligge på det bare gulv; næste morgen måtte vi på rejsen efter Flensborg, og der kom til hen på eftermiddagen; der fik vi både kaffe og spise; vi kom ind i tugthuset, og der lå vi i halmen om natten. næste morgen rejste vi videre med jernbanen til Rendsborg, som vi ankom til hen under middag, der blev vi også natten over; næste dag rejste vi til Hamborg, der blev vi atter til m anden dag, og så måtte vi på rejsen efter Preussen, og den 1. april om aftenen kl. 8 kom vi til en fæstning, som hedder Spandau, og som ligger 36 mil fra Hamborg og 2 mile nær Berlin; der fik vi den første aften ærter, og så blev vi henført et stykke uden for byen, hvor vi kom ind i et hotel; hvor det ellers var, det kunne jeg ikke se, for det var jo aften, men da vi kom derind, da lå der på gulvet en tynd halmsæk, et lagen og to tæpper til hver mand, det skulle være vores seng.

Hvad der nu var det mest behagelige for mig, det var at komme af klæderne, thi det var en nyhed, da det var første gang siden krigen var udbrudt, og jeg sov også godt til næste morgen. Da jeg så kom op og kom ud, så jeg, at vi lå i et s??? muret blokhus inde i en skanse. Huset var stærkt, thi der var tre alen mur, og så var det tildækket med jord foroven. Vi kom til at ligge 120 mand i dette yndige bopæl, og hvad vores levemåde angår, da er det for tiden således: Hver fjerde dag får vi et brød, som jeg antager vejer mellem 5 og 6 pund. Brødet er godt; hver morgen får vi hver en portion kaffe, men som er ganske tynd og simpel. Om middagen får vi hver anden dag ærter og hver anden bønner og så fremdeles; sommetider får vi hver et lille stykke kød eller flæsk, men ellers er det kogt på kartofler og peber; hver eftermiddag får vi hver tre lod fedt eller smør, det er hele vor forplejning.

For resten er tiden lang og kedelig; vi må gå på fæstningsarbejde hver formiddagen kl. 5 til 11, og den øvrige tid skal vi opholde os i dette blokhus. Penge er der ingen tale om, andre end de vi kunne få fra hjemmet.

Mikkel Nielsen

f.f. krigsfange i Spandau 1864

Efterskrift af Mikkels datterdatter Marie:

Mikkel Nielsen var min morfar; var gift med Mette Christensen og de boede i Sejstrup. Deres datter blev gift med Hans Bennedsen, Lourup pr. Gørding.

Marie Larsen, f Bennedsen

Toftegården

Holsted By

Min moders forældre, Mikkel Nielsen og Mette Christensen, var begge født i Sejstrup og havde været kærester fra de var ganske unge. De var ude at tjene i adskillige år, men da Mikkels fader, Niels Pedersen, ville af med gården, som den ældste søn, Peder, skulle have, blev der bygget en ny gård på en del af marken til Mikkel; han hjalp selv til med at bygge, og da de var så vidt med byggeriet, at der var indrettet en stue med alkove blev Mikkel og Mette – som havde løst kongebrev – viet af præsten hjemme i deres nye hjem i forsommeren 1860.

Dagen efter brylluppet kom Mikkels fader trækkende med 4 køer, som de skulle have i brudegave, og så sagde han, at han gerne ville blive og bo hos dem resten af sine dage. De tog godt imod og bød ham velkommen. Mor har fortalt, at han var en meget rar og omgængelig mand, der hjalp til, hvor han kunne, og som de alle holdt meget af.

Året efter fik de en lille pige – min mor – og stor var glæden.

I 1863 blev Mikkel indkaldt til at gå med i krigen – som alt er beskrevet foran -. Det blev en svær tid med angst og uvished for Mette, men hendes svigerfader var hende til stor støtte. Og da Mikkel i august 1864 blev hjemsendt, var der stor taknemmelighed og glæde over, at han kom levende og uskadt tilbage.

I juli 1865 fik de en søn, Kresten Sørensen Nielsen – det var hele børneflokken.

Gamle Niels Pedersen havde en broder, Adser Pedersen, hvis søn, Anders Holm Adsersen, blev gift med enken Maren Jepsen i S.Lourup. A.H.A var hendes tredje mand. I hendes første ægteskab var en datter Johanne, som blev gift med Julius Larsen, min svigerfader.

Ovenstående er afskrevet af barnebarn af Benned og Kirstine, Ragnhild Bennedsen efter håndskreven beretning.